Menu

Gørløse lavede comeback og bidrog til den gode stemning

image Spillerne kunne lade sig tiljuble blandt de mange tilskuere (Foto: Kenn Kegel)
Jacob Nielsen
11. september 2023 kl. 07:51
Nede med 0-2, vinder Gørløse SI 6-3 over Annisse.

Et ubesejret hold fra Gørløse skulle følge op på den gode stime, da sæsonens første hjemmekamp på en weekenddag skulle spilles. Der var lagt op til det helt store på Gørløse Stadion (Conabi Park), da grillen og fadølsanlægget var taget frem. Det havde lokket en masse tilskuere til stadion, som selvfølgelig også forventede en sejr at underholde sig på.

Selvom stemningen startede højt, blev den dog midlertidigt slukket i løbet af første halvleg, da Annisse havde scoret to gange stik imod spil og chancer. Føringen var også skabt af forsvarskoks frem for gennemspillede angreb, så det havde ikke taget modet af spillerne på banen, som fortsatte med at presse Annisse og skabe store chancer. 

En mindre forløsning kom lige inden halvlegen, da Karl-Emil Hjuler reducerede til 1-2 og dermed gav både holdet og tilskuerne lidt optimisme inden 2. halvleg. 

 

Dagens super-sub på banen

Her justerede cheftræner Michael Møller Rasmussen holdet lidt til, hvor dagens super-sub Jonatan Svarrer kom på banen. Han skulle ikke bruge mere end 10 minutter, før han havde udlignet til 2-2 med en kølig afslutning. Nu var der for alvor tændt op for stadion.

Selvsamme Svarrer var allerede minuttet efter involveret i endnu et mål, da han fandt en helt fri Malte Nabra, som bragte Gørløse i front. 3-2!

Den føring holdt i 10 minutter, hvorefter der blev udlignet til 3-3. 

 

Stærk slutspurt

Kampen var dermed stadig åben, men det var et tændt Gørløse hold, som pressede på for at få hele udbyttet med hjem. Og der kom den første forløsning 10 minutter før tid, da brødrene Nabra i stærkt samspil fik bragt Gørløse i front med 4-3. Denne gang var det Daniel i målscorerens rolle, mens Malte stod for oplægget. Tilskuerne var i den grad i hopla ligesom spillerne på banen.

En spiller, som viste den hopla, var Lucas Trane. Han modtog en bold i højre side og stod omringet af 2 modstandere ved deres mållinje. Alligevel fik han driblet sig forbi dem, og var nu alene med målmanden. En helt magisk dribletur blev afsluttet med, at bolden atter skulle hentes ud af målet, da den nu stod 5-3!

Jonatan Svarrer var blevet udskiftet igen i løbet af halvlegen, men det var tilskuerne bestemt ikke tilfredse med. Der blev sunget "Vi vil ha' Svarrer på banen" og det ønske fik de opfyldt til stor jubel. Og hvad gjorde dagens Super-sub? Han kvitterede ved at lukke og slukke til 6-3, da han modtog en lækker bold fra Anders Ponsel og alene med målmanden var køligheden selv. Der blev givet lidt til fansene (de unger, som han er træner for). 

Herefter var kampen slut og Gørløse spillerne kunne fortjent lade sig hylde af de mange tilskuere, som havde fundet vej til stadion. 

Med sejren er Gørløse SI stadig ubesejrede og ligger lige nu på 3. pladsen i Serie 5. Næste kamp er på søndag (den 17. september) når vi tager til Vejby for at spille mod topholdet. Kampen starter kl. 11. 

 

Tak til alle de fremmødte samt grillmester Brian og de andre frivillige for at sørge for en helt igennem fantastisk dag på stadion. 

Vi indsamler statistik cookies på vores hjemmeside udelukkende med formålet om at forbedre vores brugeres oplevelse.
Luk